Allan Ibsen Sørensen

Overlæge, speciallæge i ortopædkirurgi

Allan Ibsen Sørensen er speciallæge i ortopædkirurg med speciale i håndkirurgi.

Allan er en af landets førende eksperter i at indsætte kunstige led i håndled, fingrenes grund- og mellemled samt tommelfingerens rodled. På CPH Privathospital er Allan specialeansvarlig håndkirurg og han varetager alle typer af håndkirurgiske indgreb.

Allan er læge fra Københavns Universitet i 1983 og speciallæge i ortopædisk kirurgi med uddannelse i håndkirurgi på universitetshospitalerne Rigshospitalet og Gentofte Hospital.

Siden 1997 har Allan udelukkende beskæftiget sig med håndkirurgi, og han har bl.a. været ansvarlig for den håndkirurgiske behandling og funktionschef for ortopædkirurgien i det tidligere Vestsjællands amt.

Fra 2002-2010 var Allan overlæge ved håndkirurgisk sektion Rigshospitalet. Her dækkede han hele spektret af avancerede håndkirurgiske lidelser, og var ligeledes ansvarlig for den artroskopiske og endoskopiske håndkirurgi (kikkertteknik i led og ved karpaltunnelsyndrom) samt for den landsdækkende funktion for håndkirurgisk behandling af kronisk leddegigt. Han indførte nåleteknik ved behandling af kuskefinger.

Han udførte kvalitetssikrings- og forskningsprojekter om kunstige hånd- og fingerled på Rigshospitalet og i samarbejde med internationale håndkirurgiske centre.

Siden 2010 har Allan været overlæge ved Sahlgrenska Universitetssygehus i Göteborg, Sverige og skal netop til at foretage Nordeuropas første håndtransplantation.