Der kan være tale om meget kraftige menstruationer og uregelmæssige blødning. For at kunne foreslå den bedste behandling er det vigtigt at kvinder med blødningsproblemer fører skema over blødninger til hjælp for lægen. Hvis der er blødning ved samleje er det vigtigt at udelukke celleforandringer på livmoderhalsen som årsag.

Blødningsforstyrrelser forekommer meget hyppigt, både i puberteten og i den fertile alder. Efter overgangsalderen er blødning ikke hyppig og skal der er behov for hurtig undersøgelse.

Hos piger i puberteten er der oftest tale om hormonelle forstyrrelser som normaliserer sig af sig selv. Hvis der er betydelige symptomer er det vigtigt at udelukke kønssygdomme og i mange tilfælde kan pigen hjælpes med p-piller eller hormonspiral. Hos alle fertile kvinder er det også vigtigt at udelukke graviditet som årsag.

Efter 30 års alderen er der fortsat hyppigt tale om hormonelle forstyrrelser, men oftere ses muskelknuder og polypper i livmoderen at være årsagen. Det er helt godartede lidelser som kan behandles medicinsk eller med mindre kirurgisk indgreb. Meget sjældent er der tale om ondartede lidelser, men det skal selvfølgelig altid udelukkes.

Oftest vil analyse af symptomerne kombineret med grundig gynækologisk undersøgelse og ultralydsscanning fortælle årsagen til problemerne. I nogle tilfælde må tages en prøve fra livmoderhulen eller ”vandscanning” hvor der foretages Ultralydsscanning efter der med et lille rør er placeret væske i livmoderhulen. Nogle gange må livmoderhulen undersøges med et kikkertinstrument, hvor man tydeligt ser forandringer og kan tage prøver fra disse.

Behandlingen er medicinsk, eller kirurgisk afhængig af årsag. Ofte er der flere mulige behandlinger som gynækologen informerer dig om, hvorefter du kan tage stilling til hvilken behandling du foretrækker.