Alle kvinder i den fertile alder danner blærer på æggestokkene hele tiden. Omkring ægløsningen er der en ægblære der har skilt sig ud fra de andre og bliver 20-24 mm inden ægløsning hvor ægget udtømmes fra ægblæren. Efter ægløsning forbliver blæren i æggestokken og vokser ofte. Den kan blive op til 6 cm. Hvis man bliver gravid forbliver den i mange uger og producerer vigtige hormoner for graviditeten. Dette kaldes lidt misvisende en ægcyste (Corpus Luteum). Disse ”cyster” forsvinder næsten altid af sig selv.

De cyster som i nogle tilfælde kræver kirurgisk behandling med kikkert, er cyster som er opstået i æggestokken og ikke blot er ægblærer. De vil ofte vokse og i sjældne tilfælde kan der være celleforandringer i dem. Hos unge kvinder er det meget sjældent tale om celleforandringer, men hos ældre kvinder stiger denne risiko noget.

Hvis din læge har fået mistanke om at du kan have en cyste, kan dette undersøges helt smertefrit hos gynækolog med en Ultralydsscanning og en gynækologisk undersøgelse. Hvis der er tvivl om celleforandringer, kan undersøgelsen suppleres med blodprøver eller andre former for scanning.

Cyster kan oftest fjernes ved en lille operation med et kikkertinstrument hvor man blot får 3-4 små sår i maven som heler hurtigt. Ofte kan man gå hjem samme dag som operationen er udført. Nogle gange må man fjerne hele æggestokken, men den anden æggestok vil så klare dannelsen af æg og hormon.

Hvis der er mistanke om kræft vil videre undersøgelse, operation og behandling foregå på højt specialiseret afdeling i offentligt regi (Rigshospitalet).