Hvorfor besvimer man?

Man besvimer, fordi den normale blodforsyning til hjernen svigter - også selv om det måske er helt kortvarigt. Blodforsyningen svigter dog sjældent fuldkomment, så det kan være nok, at blodtrykket i hjernen forbigående er for lavt. Du besvimer typisk efter 8 - 10 sekunder med for lavt blodtryk i hjernen.

Årsagerne til besvimelse kan være mange:

  • Mangel på væske
  • Et ubehageligt syn
  • En kraftig smerte o.l.
  • For lavt blodtryk
  • For langsom puls
  • Et sygt hjerte der pumper for lidt
  • Sygdomme i hjernen og rygmarven
  • Sygdomme i kroppens nervesystem
  • Bivirkninger til medicin - især vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, samt visse midler imod depression og psykoser

 

Havde du nogle af nedenstående symptomer lige før, du besvimede?:

  • En let kvalme
  • Sveden / varmefølelse
  • Ørhed / lethed i hovedet
  • Hurtig puls
  • Svimmelhed
  • Rysten på benene
  • En følelse af mathed
  • Lydene blev fjerne
  • Pletter for øjnene

Hvad kan du selv gøre?

Det er en god ide at tale med en neurolog om, hvad der skete, da du besvimede. På den måde kan I i fællesskab kan sikre jer, at besvimelsen ikke havde årsager, der i sig selv skal behandles.

Hvis du ved, at dit blodtryk er lavt, bør du undgå at bringe dig selv i situationer, der sænker blodtrykket yderligere. Kombinationen af alkohol, et stort måltid, varme omgivelser og stående stilling kan forårsage besvimelse, så det kan være en god ide at undgå sådanne kombinationer.

Hvis du lærer at genkende forvarslerne, kan du nå at forhindre, at du falder og slår dig.

Behandling

Neurologen vil sikre sig at der ikke ligger en ondartet sygdom bag besvimelsen, derfor bliver du undersøgt grundigt.

Hvis ens egne forholdsregler ikke er nok, og besvimelserne er tilbagevendende, kan der blive tale om at give en medicinsk behandling. Der findes mange muligheder afhængig af årsagen til besvimelserne.