Årsagen til polypper på stemmelæberne hos voksne er ikke kendt, men de opstår typisk efter gentagne infektioner i struben og forkert stemmebrug. Hævelse (ødem) opstår desuden ved langvarig eller massiv tobaksrygning

Hvad er en polyp på stemmebåndet?

En polyp på stemmebåndet/stemmelæben er en godartet, ofte stilket lokaliseret hævelse eller knude, der udspringer fra slimhinden på stemmebåndene.  Den kan også have form som en mere langstrakt, væskefyldt hævelse, også kaldet stemmebåndsødem.

Polypper er oftest lokaliseret i et begrænset slimhindeområde på stemmebåndet. En særlig og mere sjælden form for knude på stemmebåndet er et papillom.  Dette vokser hurtigt og kan i nogle tilfælde sprede sig til hele strubens indre og videre ned i den øverste del af luftrøret. Papillomer skyldes ofte virus.

Symptomer på polyp på stemmebåndet

Det vigtigste symptom på polyp/ødem er gradvis tiltagende stemmeproblemer med hæshed.  Der kan også være øget rømmetendens og hostetrang.

Undersøgelse 

Hæshed og stemmebåndsproblemer af varig karakter bør altid undersøges. 
Diagnosen stilles ved en ambulant kikkertundersøgelse af strubens indre, også kaldet en laryngoskopi. 

Behandling af polyp på stemmebåndet er operation

Hvis du har en polyp/ødem på stemmebåndet, skal slimhindeforandringen fjernes ved en operation.  
I efterforløbet kommer stemmen sig som oftest gradvist, mens talepædagogisk efterbehandling og træning kan komme på tale.

Det er vigtigt at få polypper på stemmebåndene fjernet, da der er en risiko for, at polypperne med tiden kan tiltage i størrelse, hvorved stemmen bliver tiltagende dårlig, og i enkelte tilfælde kan polypvævet også udvikle sig til kræft.

Selv om polypper/ødem på stemmebåndet oftest er godartet, kan tilstanden komme igen, og tobaksrygning frarådes.