De fleste kender en der snorker - eller snorker selv.  
Snorken er ofte behæftet med dårlig søvnkvalitet og kan give stress, både hos omgivelserne og hos en selv

Typiske årsager til snorken

Snorken kan skyldes en eller flere ting:

  • Dårlige pladsforhold i svælget på grund af store mandler, lavthængende gane og forstørret drøbel
  • Dårlig luftpassage i næsen på grund af skæv næseskillevæg
  • Dårlig luftpassage i næsen på grund af hævet næseslimhinde som følge af allergi

En kombination af ovenstående faktorer kan være tilfældet.

Endelig kan overvægt have negativ indflydelse på vejrtrækningen under søvnen på grund af øget fedtfylde i svælget.

Symptomer på snorken

Støjende og eventuelt uregelmæssig vejrtrækning under søvn. Dette kan medføre nedsat kvalitet af nattesøvn, og du kan opleve at være træt om dagen. Støjgener ved snorken kan også påvirke dine omgivelser.

Undersøgelse

Før man behandler snorken, skal man altid udelukke alvorlige søvnforstyrrelser, som eksempelvis alvorlig søvnapnø, hvor der opstår vejrtrækningspauser i forbindelse med snorken. 
 
Derfor samarbejder CPH Privathospital med den søvnmedicinske klinik ScanSleep i København omkring udredning af snorkepatienter. ScanSleeps eksperter foretager en grundig registrering af din snorken og vejrtrækning under søvnen. 
 
Når resultatet af undersøgelsen foreligger, beslutter kirurgen i samråd med specialisterne fra ScanSleep, hvilken behandling der er mest velegnet i dit tilfælde.

Behandling

Ukompliceret snorken, det vil sige snorken uden væsentlige vejrtrækningspauser (apnøer), kan i mange tilfælde behandles med en operation. Ved forundersøgelse undersøges du både i næse og hals for at vurdere, hvor det snævre område er. 
 
Såfremt det er dårlige pladsforhold i svælget, der er hovedproblemet, kan vi tilbyde en snorkeoperation. På CPH Privathospital anvender vi operationsteknikken Coblation, som også anvendes til fjernelse af mandler.  
 
Operationen foregår under mikroskop. Med denne teknik er det muligt at fjerne vævet ved hjælp af bløde radiobølger samtidig med, at det omgivende væv nedkøles med saltvand. Det giver væsentligt mindre blødning under operationen, og færre smerter når man vågner. 
 
Ved operationen opererer man væv væk i svælget, så der bliver bedre plads. I nogle tilfælde vil der blive tale om trimning af ganeområdet og formindskelse af drøbelen samt eventuelt fjernelse af mandlerne. Hvor meget væv der skal fjernes aftales inden operationen. 
 
Hvis du lider af søvnapnø, og dit svælg er normalt bygget, er den bedste behandling oftest en CPAP-maske, en apnø-bøjle eller bideskinne i stedet for en snorkeoperation.