Kronisk infektion i øret kan give generende øreflåd, påvirkning af trommehinde og øreknogler og kan forårsage nedsat hørelse

Hvilke sygdomme i mellemøret giver nedsat hørelse?

Nedsat hørelse kan i nogle tilfælde skyldes kronisk mellemørebetændelse eller cholesteatom – også kaldet benæder. 
 
Kronisk mellemørebetændelse kan ses, når der er hul i trommehinden. Igennem hullet kan bakterier fra øregangen får adgang til mellemøret og give betændelse med øreflåd, smerter og dårlig lugt. Ofte er der også nedsat hørelse. Den nedsatte hørelse skyldes selve betændelsen; hullet i trommehinden; eller at betændelsen i mellemøret slider på de små øreknogler. Dette kan give skrøbelige øreknogler eller føre til afbrydelse af forbindelsen mellem øreknoglerne, hvilket giver betydelig hørenedsættelse.  
 
Hullet i trommehinden opstår ofte, fordi der er langvarigt undertryk i mellemøret og trommehinden derfor bliver suget ind i mellemøret. Dette gør trommehinden slap og svag og kan føre til, at der opstår hul i trommehinden. Langvarigt undertryk i mellemøret skyldes dårlig funktion af det eustakiske rør, som er et smalt rør, der forbinder næsesvælget med mellemøret.  
 
Cholesteatom (benæder) er betegnelsen for dybe lommer af trommehinde, som er suget ind i mellemøret, på grund af langvarigt undertryk i mellemøret. Trommehinden består af hud, og i de dybe lommer ophobes afstødt hud. Dette giver kronisk betændelse, som kan påvirke øreknoglerne i mellemøret og give betydelig hørenedsættelse. 

Undersøgelse

CPH Privathospital tilbyder ambulant konsultation hos en øre-næse-halslæge, som er specialiseret indenfor ørekirurgi. Der laves en grundig undersøgelse af ører, mund, hals og næsesvælg, dette foregår som en kikkertundersøgelse. Der foretages også en undersøgelse med mikroskop (mikroskopi) af trommehinden på begge ører, og der laves høreprøve og måling af trykket i ørerne.

Behandling 

Hørelsen kan forbedres ved at oprense betændelsen i mellemøret; ved at lappe et eventuelt hul i trommehinden; eller ved at genetablere forbindelsen mellem de små øreknogler, hvis den er afbrudt. Sidstnævnte kan foretages enten ved at ændre positionen af én af de tre små øreknogler (ambolten) eller ved at indsætte en kunstig øreknogle (titanium protese). 
 
Operationen foretages i fuld narkose. Ørekirurgen anvender mikroskop og special instrumenter. Operationen kan som regel foretages gennem øregangen, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at operere bag øret, for at få adgang til trommehinden og mellemøret. Hvis der er hul i trommehinden, eller hvis trommehinden skal forstærkes, gøres dette med en hinde (lap), som man tager under huden over øret eller med lidt hinde eller brusk, som man tager under huden i øregangen. Operationen giver således et mindre ar under hårgrænsen over øret eller i øregangen. Hvis det har været nødvendigt at operere bag øret, får man et ar bag øret. Operationen afsluttes med at øregangen pakkes med gazestrimler, som fylder hele øregangen. Som regel kan man udskrives fra hospitalet 3-4 timer efter operationen.