Ved en kikkertundersøgelse af skulderen, også kaldet en artroskopi undersøges leddet og de omkringliggende strukturer indefra ved hjælp af en kikkert, og her kan man se, om der er skader på ledbrusk, skulderens ledlæbe, de store bevægesener, ledbånd og kapsel. Man vil også kunne se eventuelle forandringer i leddets slimhinder, slimsæk, omkringliggende knogler eller om der er ”mus” i leddet.

En del skader og forandringer kan behandles ved artroskopien, men I visse tilfælde bliver man nødt til at foretage en åben operation, som regel i forlængelse af artroskopien. Nogle skader og forandringer kan man ikke gøre noget ved eller kun delvist udbedre, og en ændring af dit aktivitetsmønster vil være nødvendig.

Kikkertoperation i skulderen

Man vil benytte kikkertteknikken ved

  • Ledskred i skulderen
  • Seneskader i skulder (rotator cuff læsion)
  • Indeklemningssyndrom i skulderen (impingement)

Ved en skulderartroskopi laver kirurgen 3-5 små huller i huden omkring skulderen, så der kan indføres en kikkert og instrumenter.

Kikkertoperationen foregå ambulant i fuld narkose. Du skal efterfølgende holde skulderen i ro, kirurgen vil nøje instruere dig i hvor længe den skal holdes i ro.