Øjenlågsoperationer

Øjnene er den vigtigste æstetiske og funktionelle del af ansigtet. Derfor er operationer her en af de mest effektive måder til let at opnå et friskere udseende. Moderne øjenlågsoperationer har langtidsholdbare resultater og efterlader næsten ingen ar.

Med alderen synker vævet i ansigtet og huden mister sin elasticitet. Kombineret med det naturlige tab af fedtvæv i ansigtet (atrofi) er resultatet poser under øjnene og tunge øjenlåg.

Ved at benytte en individuel tre-dimensionel tilgang og ved en grundig analyse af dine øjenomgivelser kan vi forynge dine øjenomgivelser som en naturlig helhed, til forskel fra den klassiske tilgang, som især fokuserer på fjernelse af hud og fedt.

Tunge øjenlåg (blepharoplastik)

Tunge øvre øjenlåg er en af de hyppigste årsager til en plastikkirurgisk/kosmetisk operation.

Årsagen til tunge øjenlåg er typisk, at vævet med stigende alder mister noget af sin elasticitet. Det betyder at huden på øvre øjenlåg hænger og i nogle tilfælde ligefrem kan genere for udsynet samtidigt med, at det underliggende fedt kan bule frem. Medvirkende til tunge øvre øjenlåg er ofte nedsynkning af øjenbrynet, hos nogle kan dette endda være den væsentligste årsag til tunge øjenlåg. Således kan korrektion af øjenlåg udføres som en rent kosmetisk procedure, på baggrund af funktionelle synsindskrænkninger eller som en kombination.

Operation for tunge øjenlåg foregår normalt i lokalbedøvelse og tager typisk 1 time. Operation af de øvre øjenlåg er uhyre populært og udføres også over syge- og sundhedsforsikring.

Målet for operationen er fjerne det trætte udseende at forbedre udsynet og skabe et frisk, åbent og ungdommeligt udseende.

Poser under øjnene

Poser under øjnene er en af de hyppigste årsager til en plastikkirurgisk/kosmetisk operation.

Årsagen til poser under øjnene er hos de fleste, at vævet med stigende alder mister noget af sin elasticitet. Dette betyder at huden på nedre øjenlåg hænger samtidigt med at det underliggende fedt kan bule frem. Operation for poser under øjnene/tunge øjenlåg kan foregå i både lokalbedøvelse og generel bedøvelse og tager typisk 1 time. Sammenlignet med den øvre øjenlågsplastik, som er et relativt simpelt kirurgisk indgreb, er operation af de nedre øjenlåg lidt mere kompliceret.