Om urinveje
Urinvejene kan rammes af en lang række sygdomme fra tilfælde af blærebetændelse, smertetilstande i flankerne eller vandladningssymptomer til mere alvorlige kræftsygdomme.

Sygdomme i urinvejene varetages oftest af det kirurgiske urologiske speciale, og nyresygdomme overvejende af det medicinske nefrologiske speciale.

Urinvejsinfektion, og let nedsat nyrefunktion, kan ofte behandles via egen læge, men ved mere komplicerede tilstande er der behov for undersøgelser og behandlinger foretaget ved specialist, herunder sygdomme i prostata.

Vandladningsproblemer

Ca. 400.000 voksne borgere i Danmark har problemer med urininkontinens, to til tre gange flere kvinder end mænd. Ca. 200.000 mænd i Danmark har potentielt behandlingskrævende vandladningssymptomer. I alle afsnit/alle specialer møder vi patienter med vandladningsproblemer, som kræver intervention og evt. udredning.

Vandladningsproblemer hos mænd og kvinder stiger med alderen

Hvad er vandladningsproblemer?

Vandladningsbesvær hos mænd og hos kvinder kan have flere årsager. Symptomer inddeles i enten tømningsproblemer eller lagringsproblemer. Samlet benævnes klagerne LUTS (= lower urinary tract symptoms).

Symptomer på vandladningsproblemer

  • Tømningssymptomer kan være: Startbesvær, slap stråle, blæretømningsbesvær, afbrudt vandladning, behov for at presse/trykke, efterdryp, svie eller smerte ved vandladning og akut stop i vandladningen
  • Lagringssymptomer – stammer fra urinblæren – kan være:

Pludselig og stærk vandladningstrang (urgency), ufrivillig vandladning (inkontinens), hyppig vandladning (pollakisuri), små urinmængder, natlig vandladning (nykturi), og evt. smerter ved blærefyldning.

Typiske årsager til vandladningsproblemer

Vandladningsproblemer forekommer oftere med stigende alder og kan skyldes flere årsager. Desuden ses kønsspecifikke variationer:

  • Forstørret prostata og kræft i prostata (kun mænd)
  • Overaktiv blære (hyppigst kvinder)
  • Forsnævring af blærehals eller urinrør (sjældent kvinder)
  • Blærebetændelser og Interstitiel cystitis (hyppigst kvinder)
  • Sukkersyge eller neurologisk sygdom (Sklerose, Parkinson etc.)
  • Blærekræft og “strålecystitis”

Undersøgelse og behandling

Vi tilbyder undersøgelse med henblik på afklaring af årsagen. Undersøgelserne inkluderer udfyldelse af væske- og vandladningsskema, en vandladningsprøve med måling af rest urin i blæren ved ultralyd, ultralydsundersøgelse af prostata (hos mænd), evt. kikkert-undersøgelse af blæren (cystoskopi), og evt. røntgenundersøgelse. Derudover evt. urodynamisk undersøgelse.

Behandlingen afhænger af årsagen.

Samme læge og hurtig behandling

Uanset om symptomerne er opstået akut eller er af længerevarende karakter, bør du ses af en speciallæge i urologi. Vores speciallæger står klar til at hjælpe dig, så du hurtigt kan få stillet den rigtige diagnose, uanset om du er privatbetaler, har en sundhedsforsikring eller kommer gennem den offentlige ventetidsgaranti.

Alle undersøgelser kan foregå på CPH Privathospital, og du har derfor samme erfarne speciallæge gennem hele forløbet.

Mød vores urologer

Vi er et team bestående af speciallæger, sygeplejersker og lægesekretærer. Vi har alle mange års erfaring inden for de forskellige specialer og vi står klar til at hjælpe dig.

Peter Thind
Speciallæge i urologi
Kim Krarup
Speciallæge i urologi
Mikael Aagaard
Urologi
Muhammad Al-hamadani
Speciallæge i urologi
Vladimir Karas
Speciallæge i urologi
Mehdi Nabipour
Speciallæge i urologi