Smerter i forfoden skyldes, at der med alderen ofte kan opstå en træthed i de ledbånd og muskler, som skal holde de rigtige positioner mellem forfodens og tæernes knogler. Disse forandringer kan give smerter når man går.

Storetåen og lilletåen er normalt de tæer med den største del af vægtbelastningen, men har du forfodsnedfald bliver en stor del af belastningen ført over på de tre andre tæer.

Ved en nedsynkning af ledhovederne i tæernes grundled presses ledhovederne ned mod underlaget, så vægten under gang rammer disse knogler; samtidig forsvinder det fedtvæv, som beskytter huden mod ledhovedets tryk. Smerter og hård hud dannes som resultat af et stort hudtryk. 

I andre tilfælde skyldes smerter i forfoden, at leddene er gået af led eller at de er delvist ødelagt af slidgigt, leddegigt eller ledhindebetændelse.

Forandringer som skæv storetå og hammertæer ses ofte sammen med forfodsnedfald. 

Der er kun grund til at behandle dig, hvis der er smerter. Er der kun lette gener, bør man udskyde en operation og forsøge med et bredt forfodsindlæg, som placeres lige bagved de ømme ledhoveder, som herved løftes fra underlaget. Du kan købe indlægget i Matas og kaldes en ”forfods-pelotte”. Det kan også blive relevant at henvise dig til en bandagist eller skomager. Hjælper disse tiltag ikke og har du hyppige smerter i forfoden, kan vi tilbyde en operation.