Karpaltunnelsyndrom

På håndfladesiden af håndleddet findes et bredt senebånd. Dette senebånd holder bøjesenerne på plads på deres vej fra underarmen til fingrene. Sammen med håndrodsknoglerne danner dette senebånd en tunnel, som kaldes karpaltunnelen (karpos = håndled på græsk).

Gennem karpaltunnelen går der 9 bøjesener samt medianusnerven, som er en af de tre store nerver i underarmen og hånden. Denne nerve forsyner flere muskler i underarm og hånd. Den indeholder også de nervetråde, som giver os følesans på tommel- og pegefinger, langfinger og det halve af ringfingeren (på langs) – alt sammen på håndfladesiden.

Hvis der kommer afklemning af nervus medianus (karpaltunnelsyndrom) vil der opstå symptomer og dette kan medføre smerter og problemer med at bruge hånden.

Symptomer på karpaltunnelsyndrom

  • Smerter i hånden
  • Prikkende og sovende fornemmelser i fingrene
  • Nedsat kraft og følesans
  • Fummelfingerhed

Forundersøgelse

Speciallægen kan stille diagnosen på grundlag af de typiske symptomer og fundene ved undersøgelsen af hånden og armen. Diagnosen kan i tvivlstilfælde bekræftes med en såkaldt nerveledningshastighedsundersøgelse.

Hvordan behandler man karpaltunnelsyndrom?

Sygdommen kan forsvinde af sig selv uden behandling ved hjælp af aflastning, idet irritationen omkring nerven vil aftage. Hvis sygdommen ikke forsvinder ved aflastning, vil man i første række prøve med indsprøjtning af binyrebarkhormon.

Hvis aflastning og binyrebarkhormon ingen effekt har vil operation kunne komme på tale.

Indgrebet vil typisk foregå i lokalbedøvelse. Ortopædkirurgen vil spalte senebåndet, så nerven får bedre plads og ikke længere er i klemme.

Mød vores ortopædkirurger

Vi er et team bestående af speciallæger, sygeplejersker og lægesekretærer.
Vi har alle mange års erfaring inden for de forskellige specialer og vi står klar til at hjælpe dig.

Jesper Bildsø
Speciallæge i ortopædkirurgi
Søren Winge
Speciallæge i ortopædkirurgi
Allan Ibsen Sørensen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Peter Basse
Speciallæge i ortopædkirurgi
Jens Nørgård
Speciallæge i ortopædkirurgi
Rasmus Mikkelsen
Ortopædkirurgi