Fod

Dine fødder er en unik konstruktion, som skal bære dig livet igennem. Foden er bygget til at klare store belastninger og under almindelig gang kan dine ankelled blive belastet med, hvad der svarer til tre-fire gange din kropsvægt.

Dine fødder består af en konstruktion af knogler, sener, muskler og et netværk af nerver og blodkar. Et svagt led i denne unikke konstruktion kan give smerter i dine fødder og påvirke resten af din krop.

Sådan forebygger du visse fodproblemer

Anklen fungerer på samme tid som fundament, støddæmper og afsætsrampe og derfor påvirkes foden ofte af enorme tryk gennem fleksibilitet og elasticitet.

Du skal passe godt på dine fødder, fordi de skal bære dig gennem hele livet. Du kan forebygge visse fodproblemer ved bl.a. at pleje dine fødder og holde dem stærke med træning.

Foden og anklens opbygning

Fod og ankel består af:

  • 26 knogler (1/4 af kroppens knogler)
  • 33 led
  • Mere end 100 muskler, sener og ligamenter
  • Et netværk af blodårer og nerver

Alle disse komponenter arbejder sammen og giver kroppen understøttelse, balance og bevægelighed. Er der noget, der ikke fungerer i en af disse strukturer, kan det give problemer i selve foden og/eller problemer andre steder i kroppen, typisk ryg, hofter og knæ.

Gener fra foden kan give gener i knæ, hofter og ryg.

Foden kan påvirke, hvordan du bevæger dit knæled, og knæleddets bevægelse kan forplante sig op i din rygsøjle. Hvis du f.eks. går med dine knæ overstrakt (låst), vil det hindre den naturlige bevægelse i din lænd, hvilket på sigt kan ødelægge dine bruskskiver (discus) i rygsøjlen og give dig rygproblemer.

Hvis den inderste fodbue (svangbuen) er slap eller mangler, som ved platfod, vil det påvirke dit ankel-, knæ- og hofteled til at rotere en smule indad. Dit bruskvæv i knæleddene og musklerne omkring dine knæled vil i så fald blive overbelastet. Visse muskler omkring knæleddet vil blive slappe, og andre muskler vil være meget spændte og stramme.

Overbelastning af knæet kan give ledsmerter

Når de muskler, der styrer knæet, ikke kan arbejde, som de skal, kan det på lang sigt give dig ledsmerter – dette sker fordi du overbelaster dele af dine knæ. Når din ledbrusk bliver belastet uhensigtsmæssigt kan det medføre, at du udvikler slidgigt (artrose) i dit knæled.

Træn en slap svang

Har du en slap svang, der er fleksibel, kan musklerne i mange tilfælde trænes op, så svangen spændes. Når din svang bliver stærkere, vil det have en positiv indvirkning på dine knæ og hofter, der i stedet for at pege indad vil rette sig til en mere lige stilling (leddets midterstilling). Det vil belaste ledbrusken i knæleddene mindre og mindske din risiko for skader i knæene samt mindske risikoen for at udvikle slidgigt. 

10 gode råd til sunde fødder
1. Vær opmærksom på dine fødder, plej dem og hold dem stærke med træning.

2. Køb gode sko, der ikke klemmer og trykker nogen steder. Undgå for korte, smalle og højhælede sko, og husk at snøre/lukke dit fodtøj, så det sidder godt fast på foden.

3. Se efter hård hud på dine fødder. Hård hud skyldes en forkert belastning. Du kan få fremstillet indlæg, der hjælper din fod med at aflaste fejlstillinger og trykudsatte steder. På den måde kan fødderne fungere mest optimalt i dine gode sko.

4. Fødder, der pludselig ændrer form og smerter, skal undersøges af en ortopædkirurg. Gå til din privat praktiserende læge for en henvisning. 

5. Sørg for at få en reel diagnose af dine fødder af en speciallæge, og lad dig ikke nøjes med gisninger. 

6. Du kan få hjælp til dine fodproblemer af en fysioterapeut eller statsautoriseret fodterapeut, der kan hjælpe med at styrke og pleje dine fødder. Få dog først en vurdering af dine fødder fra din praktiserende læge. 

7. Har du smerter i dine fødder, kan sko med stive såler ofte hjælpe. Prøv løbesko med specielle såler, før du køber ortopædiske sko. 

8. Sko og indlæg kan lindre symptomer og lette smerter i dine fødder. En fodterapeut, fysioterapeut, bandagist eller ortopædskomager kan hjælpe dig, men tal først med din praktiserende læge. Fodterapeuten kan fremstille indlæg til dig på en henvisning fra din læge. Tal med din læge om henvisning.

9. Hvis du har forsøgt dig med løbesko, indlæg og ortopædiske sko, og du stadig har smerter, så bør du få undersøgt mulighederne for at blive opereret. Gå til din praktiserende læge for at blive henvist til en undersøgelse.

10. Hold dig informeret om Serviceloven, så du ved, om du kan få tilskud til indlæg og/eller ortopædiske sko.

Mød vores ortopædkirurger

Vi er et team bestående af speciallæger, sygeplejersker og lægesekretærer.
Vi har alle mange års erfaring inden for de forskellige specialer og vi står klar til at hjælpe dig.

Jesper Bildsø
Speciallæge i ortopædkirurgi
Søren Winge
Speciallæge i ortopædkirurgi
Allan Ibsen Sørensen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Peter Basse
Speciallæge i ortopædkirurgi
Jens Nørgård
Speciallæge i ortopædkirurgi
Læge ikke fundet